scanning
scanning
Tidlig graviditetsscanning
Tilbydes fra graviditetsuge 6+0 til 13+6
Det er muligt at se graviditeten og et foster med hjerteblink fra graviditetsuge 6+0. Vi ser om graviditeten ligger inde i livmoderen, hvor mange fostre der er og hvor langt du er i graviditeten. Vi kan fastsætte en foreløbig termin, men den endelige termin fastsættes ved nakkefoldsscanning.
Ved tidlig graviditet scanner vi vaginalt. Du får billeder og evt. videoklip overført til din mobiltelefon. Mål fra scanningen bearbejdes i software-programmet Astraia - du får en rapport med. Hvis graviditeten ikke forløber som forventet, tilbyder vi kontakt til det hospital som du hører til.
Ved flerfoldsgraviditeter tillægges extra tid og 250kr. Hvis I ved i venter tvillinger før denne scanning bedes I venligst kontakte klinikken mhp. booking af tid.
Nakkefoldsscanning
Denne scanning kan udføres fra graviditetsuge 11+1 til og med graviditetsuge 13+6. Vi ser om graviditeten ligger inde i livmoderen, om der er hjerteblink og hvor mange fostre der er. Ud fra fosterets længde(CRL) fastsætter vi din termin.
Vi måler nakkefoldens tykkelse. Tykkelsen af nakkefolden indgår sammen med din alder og en blodprøve fra dig (Doubletest) i en risikoberegning, hvor fosterets risiko for Downs Syndrom vurderes.
Hvis du bor i Region Sjælland får du taget Doubletesten hos din egen læge ved første graviditetsbesøg. Svaret på blodprøven finder du på Sundhed.dk, og det er dette svar vi skal bruge til risikoberegningen.
Hvis risikoen for Downs Syndrom er højere end 1:300 tager vi kontakt til det hospital du hører til.
Nakkefoldsscanning og risikoberegning kan kun foretages hvis man er certificeret hos Fetal Medicine Foundation i London. Helle arbejder på en Føtalmedicinsk afdeling og er uddannet og certificeret i nakkefoldscanning. Mål fra scanningen foretages i software-programmet Astraia - du får en rapport med, og billeder og videoklip overført til din mobiltelefon.
Tid 30 min
Ved flerfoldsgraviditeter tillægges 15 min og 650kr. Hvis du ved du venter tvillinger før denne scanning bedes du venligst kontakte klinikken mhp.
Kønsscanning
Kønsscanning tilbydes fra 14+0 og frem til uge 22+0. Vi anbefaler at vente til 15+0 da kønnet bestemmes mere sikkert herefter. Der er faktorer der kan gøre det svært at bestemme kønnet. Fosteret kan ligge vanskeligt, have navlesnoren mellem benene eller hvis du har et højt BMI. Hvis der er tvivl om kønnet får du en ny tid til scanning. Du får en rapport med og billeder og videoklip overført til din mobiltelefon.
Tid 15 min
Ved flerfoldsgraviditeter tillægges 10 min og 250kr. Hvis du ved du venter tvillinger før denne scanning, bedes du venligst kontakte klinikken mhp. booking af tid.
Tidlig Misdannelsesscanning
Denne scanning kan tilbydes når du er mellem graviditetsuge 16+0 og 18+6. Denne scanning kan ikke erstatte den sene misdannelses-scanning, da der kan være misdannelser som først ses senere i graviditeten.
Ved den tidlige misdannelses-scanning gennemgår vi fosterets hoved, ryg, bugvæg, hjerte mave-og tarmsystem, nyrer, blære, arme og ben. Der er mulighed for at se køn (Det koster ikke ekstra)
Vi måler fosteret i henhold til nationale og internationale guidelines, og mål fra scanningen bearbejdes i software-programmet Astraia - du får en rapport med.
Billeder og videoklip overføres til din mobiltelefon.
De fleste undersøgelser forløber fint, fosteret vokser som forventet og der ses ingen misdannelser. Hvis der er tvivl om eventuelle fund eller der ses noget der afviger fra det normale, tilbydes at formidle kontakt til det hospital du hører til.
Hvis I venter mere end 1 barn, bedes I kontakte klinikken for tidsbestilling og pris.
For at foretage misdannelsesscanning skal man være uddannet og certificeret på en Føtalmedicinsk afdeling på et hospital. Helle arbejder på en Føtalmedicinsk afdeling og er certificeret i denne scanning
Tidlig Trivselsscanning
Scanningen foretager vi fra graviditetsuge 14+0 og frem til graviditetsuge 22+0. Vi lytter til fosterets hjertefrekvens og ser på fostervandsmængden og fosterets bevægelser. Du får et papirudskrift og billeder og videoklip overført til din mobiltelefon
Vi har mulighed for at måle længden af livmoderhalsen hvis der tegn på for tidlig fødsel.
Vi tilbyder ikke denne scanning til flerfoldsgraviditeter.
Hvis vi finder noget som kræver yderligere behandling eller yderligere undersøgelser, formidler vi kontakt til dit fødested
Tid 15 min
Trivselsscanning
Scanningen foretager vi fra graviditetsuge 22+0 og frem til fødslen. Vi måler fosteret for at se om det vokser svarende til graviditetsugen. Vi måler fostervandsmængden og ser fosterets bevægelser. Vi måler blodgennemstrømningen hos fosteret og i navlesnoren. På den måde kan vi se om fosteret trives og om moderkagen fungerer som den skal. Du får billeder og videoklip overført til din mobiltelefon og et papirudskrift med fosterets vægt.
Vi har mulighed for at måle længden af livmoderhalsen hvis der tegn på for tidlig fødsel.
Vi tilbyder ikke denne scanning til flerfoldsgraviditeter.
Hvis vi finder noget som kræver yderligere behandling eller yderligere undersøgelser, formidler vi kontakt til dit fødested
Misdannelsesscanning/2. trimesterscanning
Denne scanning foretages når du er mellem 20 og 22 uger henne i graviditeten. Vi ser om graviditeten ligger i livmoderen, hjerteblink og antal fostre. Hvis du ikke er scannet før kan vi fastsætte terminen. Vi gennemgår fosterets hoved, ryg, bugvæg, hjerte mave-og tarmsystem, nyrer, blære, arme og ben. Vi måler fosteret for at se om det vokser svarende til graviditetsugen. Vi vurderer fostervandsmængden og moderkagens placering. Mål fra scanningen bearbejdes i software-programmet Astraia - du får en rapport med, og billeder og videoklip overført til din mobiltelefon.
De fleste undersøgelser forløber fint, fosteret vokser som forventet og der ses ingen misdannelser. Ved nogle scanninger kan der være mistanke om misdannelser eller der ses misdannelser. Nogle misdannelser vil være tydelige mens andre ikke kan ses ved scanningen. Hvis der er tvivl om eventuelle fund eller der ses noget der afviger fra det normale, tager vi kontakt til det hospital du hører til.
Vi tilbyder ikke denne scanning til flerfoldsgraviditeter.
For at foretage misdannelsesscanning skal man være uddannet og certificeret på en Føtalmedicinsk afdeling på et hospital. Helle arbejder på en Føtalmedicinsk afdeling og er certificeret i denne scanning.
Lille 3D/4D scanning
Naturlig 3D/4D scanning. Her ser vi i 3 dimensioner, hvis fosteret ligger til det kan vi se ansigtet forfra og fra siden. Det gør det muligt at se fine detaljer og ansigtstræk hos fosteret, næsten som at se det i virkeligheden. Den 4. dimension er bevægelse, hvilket gør det muligt at se mimik og se fosteret bevæge sig. Der er faktorer der kan vanskeliggøre scanningen. Det optimale tidspunkt for scanningen er fra 26+0 til 30+0. I denne periode er der rigeligt med fostervand hvilket er vigtigt for at få en god oversigt. For at få et godt 3D billede skal vi kunne fremstille en profil i 2D, så fosterstillingen er vigtig. Et højt BMI kan ligeledes gøre oversigten svær.
Vi måler derudover fosterets vægt, fostervandsmængden og måler blodgennemstrømningen hos fosteret og i navlesnoren. Målingen af blodgennemstrømningen er et udtryk for om fosteret har det godt og om moderkagen fungerer som den skal. Hvis der ikke er muligt at lave 3D billeder gives der ikke ny tid.
Mål fra scanningen bearbejdes i software-programmet Astraia - du får en rapport med, og naturligvis billeder og videoklip overført til din mobiltelefon.
Vi tilbyder ikke denne scanning til flerfoldsgraviditeter
Stor 3D/4D Scanning
Naturlig 3D/4D scanning. Her ser vi i 3 dimensioner, hvis fosteret ligger til det kan vi se ansigtet forfra og fra siden. Det gør det muligt at se fine detaljer og ansigtstræk hos fosteret, næsten som at se det i virkeligheden. Den 4. dimension er bevægelse, hvilket gør det muligt at se mimik og se fosteret bevæge sig. Der er faktorer der kan vanskeliggøre scanningen. Det optimale tidspunkt for scanningen er fra 26+0 til 30+0, i denne periode er der rigeligt med fostervand hvilket er vigtigt for at få en god oversigt. For at få et godt 3D billede skal vi kunne fremstille en profil i 2D, så fosterstillingen er vigtig. Et højt BMI kan ligeledes gøre oversigten svær.
Vi måler derudover fosterets vægt, fostervandsmængden og måler blodgennemstrømningen hos fosteret og i navlesnoren. Målingen af blodgennemstrømningen er et udtryk for om fosteret har det godt, og om moderkagen fungerer som den skal. Hvis det ikke er muligt at lave 3D billeder får du en ny tid til scanning (15 min).
Mål fra scanningen bearbejdes i software-programmet Astraia - du får en rapport med, og naturligvis billeder og klip overført til din mobiltelefon.
Vi tilbyder ikke denne scanning til flerfoldsgraviditeter.
Hvis du tidligere er scannet hos os, vil du få 15% rabat på denne scanning.
Tid 45 min
EVITA TEST COMPLETE
EVITA TEST COMPLETE® er en non-invasiv prænatal test, der undersøger fostrets kromosomer ud fra intakte fosterceller i den gravides blod.
Testen kan tilbydes til gravide, som er gravide med ét foster. Testen analyserer fostrets DNA og undersøger for, om der er væsentlige kromosomafvigelser. Det kan være antallet af kromosomer, som b.la. ses ved Downs Syndrom eller mindre kendte genetiske afvigelser, hvor en del af et kromosom mangler, eller en del af et kromosom er duplikeret.
Evita-testen er den eneste non-invasive prænatale test på markedet, der undersøger et billede af alle fostrets kromosomer på baggrund af dit fosters DNA.
Selve testen er en blodprøve fra den gravide – og er uden risici for fostret. Blodprøven skal tages, når du er i graviditetsuge 10+0 til 14+6. Blodprøven bliver analyseret med en særlig teknologi (array-CGH) på Klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Analysen vurderes af en speciallæge i genetik.
EVITA TEST COMPLETE er udviklet i Danmark, og analyser samt svar bliver ligeledes udført i Danmark. Alle genetiske undersøgelser bliver registreret i Dansk Cytogenetisk Register
Når du bestiller tid til EVITA TEST, sætter vi 30 minutter af på selve testdagen. Inden testen tages, scanner vi for at bekræfte graviditeten og graviditetsugen, og derefter har vi mulighed for at give dig/Jer en udførlig rådgivning og besvare de spørgsmål, du/I måtte have.
Du får svar senest efter 12 hverdage. Vi ringer til dig med svar, og aftaler en tid på 30 min hvor vi laver en tidlig trivselsscanning og udleverer, og forklarer rapporten til dig.
Hvis du ønsker at få fostrets køn at vide, koster det ikke ekstra. Vi oplyser først fostrets køn efter 12. graviditetsuge. Hvis testen finder, at fostret har risiko for en kromosomafvigelse, vil vi informere om den mistænkte afvigelse og formidle kontakt til dit fødested. Er der mistanke om kromosomafvigelse, anbefaler vi, at du får udført opfølgende invasiv prænatal diagnostik (moderkagebiopsi eller fostervandsprøve).
Selvom EVITA TEST COMPLETE er den non-invasive prænatale test, der giver det mest præcise billede af fostrets DNA, finder den ikke alle kromosomafvigelser. Hvis senere undersøgelser indikerer, at fostret har en kromosomafvigelse, anbefaler vi, at der udføres invasiv prænatal diagnostik. Invasiv prænatal diagnostik udføres på dit fødested.
Prisen på en EVITA TEST COMPLETE er 12.000 DKK.
Hvis du har bestilt tid til en EVITA TEST COMPLETE, og alligevel ikke ønsker testen efter den første scanning og rådgivning er prisen 1.000 DKR.
Testen kan kun bookes søndag til onsdag.
Læs mere om EVITA TEST COMPLETE her: https://evitatest.com/da/
Særscanning
Kan KUN bookes efter forudgående aftale med klinikken